.

FINANS.DK: Vi vil have flere kvindelige iværksættere – alligevel falder antallet

Hvis vi skal knække koden og få flere kvinder til at springe ud som iværksættere, skal vi fokusere mere på de mentale barrierer, der holder dem tilbage.

Christiane Meulengracht, Business Growth Mentor

Andelen af nye kvindelige iværksættere faldt i 2024 sammenlignet med året før, og kun hver fjerde stifter eller medstifter af nye virksomheder er i dag kvinde, viser den seneste analyse fra Dansk Erhverv af barrierer og tendenser for kvindelige iværksættere.

Når opmærksomheden stiger, samtidig med at tallene falder, er det svært ikke at konkludere, at den nuværende indsats rammer ved siden af. Der er et missing link, vi overser.

Vi sætter ind det forkerte sted

De fleste initiativer, der skal fremme iværksætteriet i Danmark, fokuserer på rammerne. Økonomiske puljer og fonde, vi kan søge, netværk, man kan tilmelde sig og rådgivning til at komme i gang. Alt sammen gode tiltag – men langt fra nok, hvis målet er, at flere kvinder skal tage springet som iværksættere.

Min erfaring er, at kvindernes fravalg af iværksætteriet ofte handler om noget dybere og mere grundlæggende end manglende økonomisk støtte eller praktisk viden. Kvinderne har idéerne, kompetencerne og erfaringen. Men de tvivler de på, om de er dygtige nok – og frygten for at fejle ender med at holde dem tilbage.

En række studier dokumenterer, at mænd generelt er mere risikovillige end kvinder, mens andre peger på, at kvinder oftere undervurderer deres egne evner – også når de er lige så kvalificerede. I praksis betyder det, at mange kvinder bliver fanget i en mental venteposition, hvor ambitionerne og drømmene lever, mens modet til at handle på dem mangler.

De mentale barrierer, vi overser i iværksætterdebatten

Jeg ved godt, at jeg taler i generaliseringer, og at ikke alle kvinder passer ind i dette narrativ. Men når man – som jeg – gennem årene har arbejdet med hundredvis af kvindelige selvstændige og spirende iværksættere, er det svært ikke at se de samme mønstre gentage sig.

Min oplevelse er, at rigtig mange kvinder er præget af det, jeg vil kalde for en kulturel og opdragelsesmæssig indoktrinering – en slags usynlig programmering, der starter fra barnsben. Her har de lært, at de ikke må prale, ikke fylde og ikke være for meget fremme i skoene. Den fortælling kolliderer med alt, hvad der kræves for at lykkes som iværksætter, nemlig modet til at skille sig ud, være synlig og promovere sig selv – uden at undskylde for det.

Jeg har mødt kvinder, som i årevis har drømt om at starte virksomhed, men som altid finder en grund til at vente lidt endnu. De vil have lidt mere erfaring, lidt mere opsparing, en lidt bedre plan. Men bag alt dette gemmer sig de egentlige mentale barrierer, som alle slår ud i manglende risikovillighed.

Også blandt de etablerede selvstændige kvinder ser jeg samme mønster – særligt i forhold til salg. Mange af dem forbinder salg med noget påtrængende eller ligefrem skamfuldt, hvor en afvisning føles som et personligt nederlag. Derfor undgår de salget – eller sælger deres ydelser langt billigere, end mændene ville have gjort for samme opgave.

Fra økonomisk støtte til mental styrke

Der findes ingen økonomisk pulje, der kan fjerne frygten for at fejle. Ingen flot flyer med 25 kvindelige iværksætterrollemodeller, ingen kurser i at oprette selskabsform eller gratis rådgivning i at udvikle skarpe pitches eller opsætte gode annoncer, som kan knække koden.

Hvis vi virkelig vil have flere kvinder ind i iværksætteriet, skal vi turde tale om det, der ligger under overfladen. Vi skal tale åbent om de mentale barrierer, om at der er forskel på mænd og kvinder, og vi skal fokusere på også at skabe tiltag, som hjælper kvinderne med at håndtere usikkerheden, selvkritikken, frygten for at stå frem – og for at fejle. Lykkes vi, er gevinsterne store. Ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv generer kvindelige iværksættere 25 procent større omsætning per investeret krone end mandlige iværksættere. Når kvinderne vælger iværksætteriet fra, går vi således glip af talent, innovation og et betydeligt økonomisk potentiale.

I november samler Nordic Female Founders Investeringsfestival kvindelige iværksættere, investorer og eksperter for at fejre og styrke iværksætteriet blandt kvinder. Det er en vigtig begivenhed – for vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at flere kvinder springer ud som iværksættere.

Christiane Meulengracht Business Growth Mentor & founder af Bedst med vilje™